www.vardekommune.dk    www.regionsyddanmark.dk
ForsideNyhederKvongpostenErhvervAktiviteterForeningerOm KvongBørnebyGalleri
EngparkenSkolefest 2010Dilettant 2010Gymnastikopvisning 2010Afdansningsbal 2010Åben landsbySankt Hans 2010Sportsuge 2010CykelstiBørnedyrskue 2010Byggegrunde4H afslutning 2010Byfornyelse 2010Gymnastik/Zumba 20104H bolchekogning 2010Adventsfest 2010Aktiv Kvong 2011Dilettant 2011Fastelavn 2011Gymnastikopvisning 2011Modeshow 2011Afdansningsbal 2011Sankt Hans 2011ARKIV 2009Motionsdag juni 2011Sportsugen 2011Adventsfest 2011Kvong NørkleklubVinterbillederGymnastikopvisning 2012Modeshow 2012Frøstrup plantage tur

 


04-09-10 | kl. 20.00 - Oprettet af Kirsten Kristiansen

 

Følg med i hvad der sker på cykelstien.

Se artikkel i Jyske Vestkysten den 11.12.10 her >>

Lagt på siden 13-12-10:

Preben Olesen's tale ved indvielsen:

God dag alle sammen!

Hvor er det dejligt at se, at der er mødt så mange op til indvielse af en cykelsti. Selvom jeg ikke kan sige, at det kommer bag på mig, at engagementet og interessen er så stor.

For man må jo imponeres over så engagerede I er i Kvong! Havde det ikke været for jeres evne til at få lodsejere, entreprenører og myndigheder med på ideen og til selv at involvere jer i hele processen, ja så tør jeg godt sige, at tidsperspektivet og økonomien var blevet en helt anden for den cykelsti, vi nu står overfor at indvie og tage i brug.

Det er faktisk noget nær halv pris af, hvad 4½ kilometer cykelsti normalt koster. Godt 2 millioner kroner har man kunnet lave denne sti for. Det er rigtig flot!

I den forbindelse skal der lyde en stor tak til entreprenør Torben Mikkelsen og Kvong Smede- og Maskinforretning. På foranledning af nogle borgere tog I sagen i egen hånd, og bød på opgaven, en opgave og et bud som I slet måske ikke havde haft lejlighed til at tænke ordentligt igennem, men som I kunne se var en opgave som SKULLE løftes.

I gjorde det, men i flot og godt samarbejde med alle de lokale landmænd, der har stillet både motor- og arbejdskraft til rådighed med at få fjernet jord og kørt slagger til. I har selvfølgelig haft god hjælp af al den gode kaffe og hjemmebag, jeg ved, der er blevet leveret til jer af kyndige husmødre! Det hjælper jo altid med ordentlige arbejdsforhold!

Det har også været glædeligt at opleve samarbejdet med museets folk. Ikke alene har vi fået en ny cykelsti; der er også gjort spændende fund fra fortiden. Faktisk fra for op til 4.000 år siden! I den forbindelse ved jeg, at der er planer om, at cykelstien også skal være lidt kulturel, så man vil markere beliggenheden for et 2.000 år gammelt hus, der har ligget her. Det, synes jeg, er en rigtig spændende ide, der bestemt ikke går cykelturen mindre spændende!

Rigtig mange borgere har på en eller anden måde en aktie i denne cykelsti, men Alice har måske en af de store aktier i, at vi i dag kan indvie cykelstien.

Du har - sammen med mange andre - været en af initiativtagerne både i planlægnings- og ansøgningsfasen, men du har også været den logistiske chef i puslespillet omkring frivillig arbejdsindsats og for transportafdelingen når det skulle gå op i en højere enhed! Tusind tak for det!

Jeg synes faktisk, der er svært at stoppe taksigelserne, men det er da heldigvis et luksusproblem!

For næsten ingen siger nej her i Kvong, og I giver hellere end gerne et nap med for at få enderne til at nå sammen. Og det ved jeg, at vejafdelingen i Varde Kommune også er meget imponerede af. Bare lige så I ved det.

I går til opgaverne med krum hals, godt humør, humor og hygge. Og I er heldigvis ikke for selvhøjtidelige til at grine af ting, der ikke helt går som det skal. Når for eksempel en af de allermest rutinerede traktorførere i Kvong skal tippe et læs af, og han så må konstatere, at stemplerne er gået mere end i top, og ladet ikke kan lægges ned igen. Den slags er med til at holde gejsten og humøret oppe, og vi ved jo alle, at er der noget som man her i Kvong kan more sig over, så er det andres små fejltrin. Jeg tror også godt at jeg tør sige, at denne lille episode er blevet drøftet og grinet af ved jeres midtvejsfest. Ja der kan endog være chancer for, at det komme med i Kvong-revyen.

Jeg håber og tror, at lokalområdet får rigtig megen glæde af cykelstien. Ikke mindst giver den skoleeleverne, der skal til og fra friskolen og de store elever, der skal cykle op til offentlig transport, en sikker skolevej.

Det giver en bedre færdselssikkerhed for cyklister, og så gavner det jo også andre kommunale indsatsområder som sundhed og bevægelse. Derfor er en sikker cykelsti også et godt incitament til at lade bilen stå og hoppe på jernhesten i stedet for.

På lang sigt er det ideen, at man skal kunne cykle på cykelsti fra Hodde til Henne Strand og Nymindegab. Det er måske ikke lige vejr til at forestille sig sådan en tur lige nu, men tænk jer en flot sommerudflugt, der kunne blive!

Nu synes jeg, at dem der vil, skal tage en tur ud på den nye cykelsti. Jeg har ladet mig fortælle, at der er varm gløgg og æbleskiver at lune sig på ude for enden af cykelstien, og det er jo ikke så ringe!

Med disse ord vil jeg klippe snoren for indvielsen af cykelstien.

Hjertelig tillykke og tusind tak for indsatsen.


Lagt på siden 11-12-10:

Alice's tale til indvielsen:

Jeg vil gerne byde Jer alle samme hjertelig velkommen her til indvielsen af vores cykelsti.
Vi har gjort det igen – Kvong har gjort det igen – vi har ved lokal velvillighed, arbejdsomhed og sammenhold skabt et projekt og gennemført det.

Denne gang har vi dog haft hjælp af Varde Kommune. Og jeg vil starte med at takke Anja Bæk og hendes team for den venlighed, vejledning og gode samarbejdsvilje, som vi har mødt hele vejen igennem forløbet. Jeg kan sige så meget, at vi her i Kvong har måttet sluge en del af de fordomme, vi tidligere har haft overfor kommunale embedsmænd.

Tak til Preben Olsen og øvrige politikere i byrådet, som har syntes, at de ville belønne lokal initiativ og medfinansiering. Det er vi meget taknemlige for.

Tak til de rådgivere, der især i starten tog sig tid til at fortælle, hvordan de havde grebet lignende projekter an.

Tak til lodsejerne – der alle helt gratis har afgivet jorden til stien. Og her er jeg altså nødt til at sige særlig tak til Simon Høj, fordi vi har måttet låne dine siloer til depot for slagger og knust beton, og din hal til kaffestue og i dag dit frokostrum, når vi senere skal have gløgg og æbleskiver. Du har godt nok måttet tåle en masse trafik til og fra din ejendom her i efteråret.
Tak til Kvong Smede- og Maskinforretning og Torben Mikkelsen, fordi I som bygherrer ville tage ansvaret for selve etableringen af cykelstien.

Tak til Varde Museum, der har givet sig tid til at fortælle os om deres fund. Det var rigtigt interessant.

Tak til dem som har lånt os maskiner.

Og mange, mange tak til alle de frivillige der har ydet en arbejdsindsats, stor som lille. Der er selvfølgelig nogen, der har ydet en langt større indsats end andre, men takken gælder uanset om man har kørt maskiner i mange eller få timer, eller man er kommet med kage. Det er slutresultatet, der tæller.

Det gør mig stolt at bo i en lille by som Kvong, der gang på gang kan etablere det utrolige engagement, der gør det muligt at gennemføre projekter, der inden tiden synes umulige. Men det kan vi, og det er ikke kun cykelstien en bevis på – jeg går ud fra, at I alle har lagt mærke til de mange træer, vi har fået plantet langs Langgade. Det er 1. etape af projekt Grøn Byfornyelse. Projektet er tegnet og bliver gennemført samme med Kim Beier, vores lokale anlægsarkitekt, og det for midler, som vi, dels modtager fra EU og Fødevareministeriet via Den Lokale Aktionsgruppe, dels fra Jyllandspostens Fond og fra sponsorater. Træerne er plantet af flere frivillige af den lidt mere voksne generation – og her tænker jeg altså på alder og ikke på opførsel. Tak.

Der er kloge folk der siger, at det mest vigtige for de små landsbyer er, at de indbyggere, der allerede bor der, de trives og befinder sig godt. Og til sommer, når træerne er sprunget ud, og cykelholdet cykler eller ”gåholdet” vandrer gennem byen og ud af vores cykelsti – så vil vi hygge os og snakke om, hvor pænt her er blevet, og hvor dejligt det er, at vi selv og vore børn trygge kan færdes langs denne del af Kvongvej. Og så vil vi så småt begynde at samle kræfter til færdiggørelse af projekt Grønbyfornyelse i 2011 og et cykelstiprojekt den anden vej ud af byen, som forhåbentlig kommer i 2012.

Sluttelig vil jeg gerne sige tak til mine kære kollegaer i cykelstiudvalget og tak til Sogneforeningen som flere gange har ydet back-up. Det er sogneforeningen, der i dag betaler æbleskiverne, vi skal have, og Varde Kommune, der betaler drikkevarerne.
Det er meningen, at vi om lidt, når den røde snor er klippet, skal cykle de 4 kilometer ud til Ny Hallumgade, hvor der er dækket op, så de fleste af os kan få en sid’ ned. Hvis man ikke synes, at man kan cykle i dette blæsevejr, må man også gerne gå, og man må også godt tage bilen. Når man kommer frem, kan man få certifikat på, at man har deltaget.

Men nu har jeg talt længe nok, og jeg vil derfor give ordet til Formand for plan- og teknik udvalget i Varde Kommune, Preben Olesen, som vil indvie cykelstien.

Læs indbydelsen til indvielse af cykelstien her >>

Lagt på siden 14-11-10:

Som I sikkert har bemærket, er man næsten færdig med at pålægge astfalt. Det arbejde, der mangler, og som vil foregå de kommende uger er:

Pålægning af SF-sten på TDC-grunden
Oprensning af grøfter
Opfyldning med jord ind til stien
Afstribning og opsætning af skilte

Alt forventes færdig, så vi kan holde indvielse lørdag, den 11. december kl. 11.00.
Indbydelse til arrangementet indlægges senere her på siden. Ligeledes indrykkes annonce i Kvongposten og Vesterhavsposten.


Lagt på siden 16-10-10:

Onsdag eftermiddag d. 13-10. blev der holdt "rejsegilde" i Simon Højs hal i anledning af, at arbejdet med cykelstien var skredet så langt frem. De frivillige traktorførere, som alle har gjort en stor indsats, entreprenørerne og lodsejerne var inviteret til pølser med brød sponsoreret af sogneforeningen. Den flotte kage er bagt af Bente Tang.

Nu glæder vi os til, at stien bliver helt færdig, så vi kan indvie den med manér. Forslag til dette arrangement modtages gerne.


Lagt på siden 03-10-10:

Arbejdet med cykelstien skrider stille og roligt frem:

Der har i de forløbne 2 uger været mange frivillige igang med at køre slagger på, og arbejdet fortsætter lidt endnu. Tusind tak for hjælpen!

I de kommende 3 uger færdiggøres arbejdet med overkørsler, afretning, rydning ved hovedvejen og etablering af stien der. Desuden mangler strækningen forbi de 2 huse og TDCs central. 

Grøften fra byskiltet og ind til Idærtsparkens parkeringsplads bliver rørlagt. Der vil herefter blive plantet træer imellem cykelstien og vejen i henhold til  vores plan om Grøn Byfornyelse.

Med venlig hilsen
Cykelstiudvalget


Lagt på siden 22-09-10:

Se artikel fra Jyske Vestkysten her >>

Lagt på siden 17-09-10:

Tirsdag d. 14.9. kl. 16.00 var arkæolog Jens Chr. Bentsen fra Varde Museum ude for at fortælle lidt om, hvad man har fundet i kølvandet på udgravningen til cykelstien.

Bl.a. har de fundet en grøft, som kan dateres til omkring år 0. Man er ret sikker på at grøften omkranser en hel jernalderlandsby. Derfor vil museet nu grave et par søgegrøfter for at se, om det skulle være tilfældet.

Der var også spor efter en lille gård fra omkring år 500 e.c.

Selvom det småregnede var mere end 40 personer, de fleste på cykel, ude for at høre og se på det.


Lagt på siden 12.09.2010:
Som I sikkert alle har bemærket, er arbejdet med cykelstien nu godt i gang.

I uge 37 begynder arbejdet med overkørslerne til markerne, samtidig med at museet gør deres arbejde færdig. De nye overkørsler bliver på 12 meter og beliggenheden er aftalt med de enkelte landmænd. Eksisterende overkørsler, der ikke længere skal anvendes opbrydes og fjernes.

I uge 38 og 39 pålægges slagger. Der etableres slaggerdepot hos Simon Høj. Derfra skal fragten ske med traktor og vogn ud til stien. Vi håber, at flere af sognets landmænd vil være indstillet på at stille traktor og vogn til rådighed. Vi får også brug for frivillige til at køre maskinerne, da det jo er vigtigt, at de kan kører hele tiden, så Torben og Steen ikke skal holde stille.

Hvis du kan hjælpe, skal du kontakte Alice Hjørngaard på tlf. 75254027, på mobil 23465996 eller på e-mail hjorngaard@dbmail.dk - gerne hurtigst muligt.

Det er meget nødvendigt, at arbejdet skrider hurtig frem, således at vi kan nå at få stien asfalteret, inden det bliver for koldt.

Ud for TDC’s central belægges stien med sorte SF-sten, således at TDC nemt kan komme til deres ledninger i tilfælde af fejl eller andet ledningsarbejde.

Stien bliver hævet lidt i lavningen ud for Kvongvej 511 ved indbygning af paksten.

Arbejdet med stien bag om og igennem skoven frem til busholdepladsen på Ringkøbingvej er foreløbig sat i stå. Dette fordi busrute 41 er med i Varde Kommunes sparekatalog. Busruten transporterer vore unge mennesker, dels til Varde Gymnasium og Varde Handelsskole, dels til gymnasiet i Tarm samt Teknisk Skole og Teknisk Gymnasium i Skjern. Vi skal således ud at slås for bevarelse af ruten. Vi håber, der er én eller flere, der vil gribe fat i problemet.

Med venlig hilsen
Cykelstiudvalget

Opstart august 2010
Også museet har været for at se, om der skulle graves.
Se artikel fra Jyske Vestkysten her >>